Vinterbadning starter om sommeren

Forestil dig fornemmelsen fra sæsonens første badetur. Vandet føles iskoldt, og man gisper og krymper sammen, når vandet kryber længere og længere op over maven. Prøv så at gange med 100 – så har du fornemmelsen af at være vinterbader, som der i dag er minimum 61.000 af i Danmark.

Hvad får mon folk til (frivilligt) at hoppe i det kolde gys? Og hvorfor er det mon så godt for krop og sjæl? Bliv her klogere på kuldechokkets sundhedsmæssige og – for nogle – vanedannende sideeffekter.

Det har vi taget en snak med Bente Jakob fra Viborg, der nærmest er blevet afhængig af at vinterbade.

 

Hvad fik dig til at vinterbade?

Min mor og jeg snakkede i flere år om, at vi gerne ville vinterbade. Men dagene og årene gik, og vi kom ikke rigtig i gang. Så blev hun først dement og døde. Og der fortrød jeg, at vi ikke kom afsted, men bare blev ved med at udsætte? Der slog det mig virkelig, at vi ikke skal udsætte det, vi gerne vil. Det er ikke en selvfølge, at vi bliver ved med at have muligheden for at gøre de ting, vi drømmer om. Så besluttede jeg mig, for at nu ville jeg ikke udsætte det mere og begyndte at vinterbade. Carpe diem.

 

(fortsættes efter fotoet)

 

 

Hvad er den allerstørste fordel ved at vinterbade?

Vinterbadning er en supereffektiv måde at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Når jeg er ude i vandet, slår jeg hovedet fra og er bare i min krop. Så er jeg bare helt og aldeles tanketom, og det er ren meditation. Jeg har trænet mig op til at kunne være 45 minutter i vandet. Når man vinterbader, så udsætter man sin krop for et chok og en stresstilstand. Men derved lærer man også mentalt at reagere på en anden måde under stress. Du lærer dig selv at trække vejret roligt og sænke pulsen, fordi du slapper af, selv om du oplever ubehag. Det gør også, at når du i dagligdagen oplever stress, har din krop lært at reagere modsat den tidligere automatreaktion. Så uanset om du i andre sammenhænge oplever konflikter, at børnene larmer, eller du har for mange jern i ilden, så har din krop lært at rumme stress, fordi du automatisk sænker pulsen, trækker vejret roligt og ikke lader din krops reaktioner stikke af med dig.

 

Hvorfor er det så svært at komme i gang med at vinterbade?

Folks første reaktion er oftest: Det kan jeg ikke, det er for koldt, jeg kan ikke lide det etc. Men jeg kan se på så mange af dem, jeg har haft med, jeg kan se den forvandling på dem, når de lige pludselig finder ud af, at det kan de jo faktisk godt. Og hvis de kan klare at vinterbade, så kan det også være, jeg kan klare alt muligt andet. Alle kan gøre det, medmindre man har nogle fysiske begrænsninger eller alvorlige lidelser. Det er udelukkende et spørgsmål om at ville det, beslutte sig for at gøre det og så give slip på alle de der begrænsninger, hvor man tror, man ikke kan. Det er meget sjældent, at folk fortryder, når de har vinterbadet. Men mange har derimod siddet i sofaen og fortrudt, at de ikke kom ud og vinterbade.

 

(fortsættes efter fotoet)

 

 

Bentes bedste råd til at komme i gang med at vinterbade:

  • Start eventuelt med at stå under den kolde bruser og gradvist vænne kroppen til, at kulde ikke er farligt – først 10 sekunder, så 1, 2 eller 5 minutter.

 

  • Start med at bade allerede om sommeren og fortsæt i efteråret og vinteren. Så vænner din krop sig gradvist til, at vandet bliver koldere, og får ikke på samme måde et chok. Og du kommer godt i gang med vanen, inden det bliver for svært at komme i gang.

 

  • Slå dig sammen med andre eller meld dig ind i en vinterbaderklub, så du har nogle at dele det og forpligte dig sammen med.

 

  • Bad aldrig alene og hold øje med dine badekammerater.

 

  • Følg baderådene, kend stedet, hvor du hopper i, og vær opmærksom på strømforholdene. Sørg for at hoppe i vandet et sted, hvor det er let at komme op, f.eks. ved hjælp af en god og stabil stige.

 

  • Gå roligt ud den første gang, og ophold dig i maksimum ét minut i vandet. Træk vejret roligt og mærk efter i din krop, hvordan du har det. Du kan få krampe i benene og opleve at blive svimmel, fordi blodkarrene i hjernen trækker sig sammen, og blodtilførslen i hjernen falder ved mødet med det kolde vand.

 

  • Svøm aldrig under isen, hvis du bader i et hul i isen.

 

  • Hav gerne en badekåbe og badesko klar, så du ikke bliver for afkølet, når du står op af vandet.

 

Denne artikel er en del af Wulff & Partneres magasin SKØNNE HJEM, forår 2022. Læs hele magasinet her!