Blicher, Blixen og det blitzfrie liv i hjertet af Viborg

I mere end 20 år har Herborg Kråkevik levet et liv forbundet med to forskellige former for hjemlængsel mellem hjemstavnen i Norge og sit hjem i Viborg. Men den norske multikunstner har efterhånden fundet en ro og balance i mellemrummet mellem de to liv.

 

Danmark er gradvist sunket ind i norske Herborg Kråkevik og har skabt en sælsom syntese mellem to nordiske nationaliteter. To døtre med både norsk og dansk blod i årerne, en hund, der er på efternavn med den danske forfatter Steen Steensen Blicher, og en dyb fascination af den sammensatte danske forfatterinde Karen Blixen. Selv sproget afslører, at det norske danser side om side med det danske.

”Dét at længes hjem har altid inspireret mig til at lave sange, forestillinger og musik. Helt siden jeg flyttede hjemmefra som 15-årig for at spille teater om aftenen efter gymnasiedagen, har dét at længes efter mine nærmeste været en præmis for mit arbejde. Men nu som voksen skal jeg være den første til at indrømme, at det er lidt hårdt indimellem,” fortæller Herborg Kråkevik.

Rødderne er i det norske højland, men Herborg Kråkevik har efter 20 år i Danmark efterhånden plantet sit hjerte i sit nye hjemland. For det var kærligheden, der i sin tid fik den norske multikunstner til at søge mod Danmark. Først gennem en forelskelse i et hus i Skagen, hvor hun kunne leve et mere tilbagetrukket og anonymt liv som supplement til det pulserende kunstnerliv i Norge. Det var dog manden Esben, der for alvor endte med at trække hende med til Danmark. Først fra det barske Cambodia, hvor de begge var udstationeret, og kærligheden spirede frem. Siden til København, Oslo og slutteligt til hjertet af Jylland i hans hjemstavn i Viborg, som er deres hjem nu.

 

Dansk på et leje af norsk charme

Efter 20 år i Danmark, de sidste otte år i Viborg, taler Herborg Kråkevik et næsten formfuldendt dansk, hvor de fleste ord dog stadig vugger afsted på et leje af norsk charme. Og man forstår, hvorfor hendes mand Esben insisterer på, at det lidt flade danske ikke opsluger den norske sangfugl. For om hun taler, går eller synger, så finder musikken og æstetikken sin vej at pible frem under de mange kasketter, som Herborg Kråkevik bærer. Hun er bl.a. skuespiller, sangerinde, sangskriver, udgiver af cd’er, redaktør på det litterære julehæfte Juleroser og planfadder ved Red Barnet. Man hverken kan eller skal forsøge at sætte hende i bås eller tildele hende prædikater.

”Der ligger en fare for overfladiskhed, og det er ikke en kvalitet, jeg ønsker at hæfte på mig. Jeg er et menneske, der har meget på hjerte, men bliver også hurtigt lidt rastløs. Jeg vil gerne lære noget nyt, opleve noget og frem for alt skabe noget, der er meningsfuldt. Men med alderen og den ro, der kommer, mærker jeg også en voksende trang til fordybelsen og koncentrationen.”

(fortsættes efter fotoet)

 

 

Hjemlængslen i mellemrummet mellem to liv

Måske det netop er denne mangefacetterede personlighed, der gør, at hun nyder den vekslen mellem to vidt forskellige liv, som er en nødvendighed i hendes hverdag: Mellem et liv, hvor hun for eksempel er afsted på job i to måneder og træder de hjemmevante skridt på scenerne i den norske hjemstavn med kendisstatus i de kulørte blade og på de bonede, royale gulve og med jobs med kunstnerisk højtryk på scener i for eksempel Bergen og Oslo.

Og så er der dét liv, hvor hun lever en anonym og tilbagelænet hverdag 100 procent tilstede som mor og kone i Viborg. Hvor hun nyder at finde sjælens ro i litteraturen eller Domkirken eller at mærke kroppen synke ind i naturen, når hun for eksempel vandrer med hunden Blicher på Klosterheden. Her har hun til sin store glæde opdaget en lille snert af Norge, da her vokser nogle af de samme hårdføre planter om vinteren som på Hadangervidden.

”Der er naturligvis et savn, men der er på den anden side også en behagelig lettelse. Her i Viborg kan jeg mere bare være mig selv, mere anonym, og jeg slipper for hele tiden at prøve at leve op til et billede af, hvordan andre tror, jeg er. Det giver også mine børn en langt større frihed, at de bare kan være sig selv og ikke altid bliver set som ’Herborgs døtre’. Der er Viborg jo en god by at vokse op i som barn. Den har en god størrelse, her er trygt, kort afstand til alt, men alligevel mange ting at gå til. I en storby er det måske lettere at finde mennesker, som ligner dig selv. I en lille by eller endnu mere i en landsby må du forholde dig til alle mulige typer mennesker, og det, tror jeg, er godt. Selv voksede jeg op i en meget lille «bygd», og jeg tror, at dette har givet mig interesse for dem, der ikke ligner mig selv.”

 

(fortsættes efter fotoet)

 

 

Husk, at du skal dø

Netop diversiteten er et vigtigt aspekt i Herborg Kråkeviks liv. Hun ikke bange for at være det, hun kalder, ’en original’, der stikker lidt ud eller stikker til de etablerede holdninger, for eksempel ved at udfordre med kritik af politiske partier i Norge eller kradse i de uskrevne regler for, hvordan hun som kvindelig artist må klæde sig på scenen.

Herborg Kråkevik har, virker det til, en indædt modstand mod både det stive, prætentiøse og småborgerlige, men især det, der er blottet for autenticitet og æstetisk omtanke. Om det så gælder mennesker, kunst, bygninger eller de få pletter med vild, ukultiveret natur, der stadig er tilbage i Danmark. Hun holder især af at vandre i Dollerup eller på Klosterheden med sin hund Blicher og blive blæst igennem og lade blikket glide ind mod Viborg.

”Der kommer desværre mere og mere ligegyldigt byggeri. Effektivitet og økonomi vinder for ofte over æstetikken. Om 20 år vil man nok undre sig over, hvad man har tænkt. Så jeg elsker både at vandre mellem Sct. Mogens Gades smukke bygninger og at stå på Klosterheden og kigge på Viborgs to vartegn – Domkirken og sygehuset. ”Memento mori” - husk, at du skal dø,” reflekterer hun med reference til, at vi er her i livet et splitsekund og i bund og grund blot er en del af den store kæde af generationer før og efter os.

Herborg Kråkevik er en sammensat kvinden, hvor den fandenivoldske finurlighed udfordrer det fintfølende, og hvor det alvorsfyldte, poetiske vemod hviler bag ved humoren.

”Jeg tror, at for mange mennesker, så kommer der et tidspunkt i livet, hvor tingene begynder at klinge lidt hult, og man bliver tvunget til at se ind bag den der facade og spørge sig selv: Hvad er meningen egentlig? Hvem er jeg herinde bagved? Det kan litteraturen og kunsten måske hjælpe os med, for at læse bøger giver en stor trøst. Man kan spejle sig i andres erfaringer og tanker og følelser, når tanker løber fra det ene sind til det andet. Som den norske forfatter Vigdis Hjort skrev i sin bog ”Fordele og ulemper ved at være til”, så er alternativet til at være her, nemlig ikke at være her, meget værre.”

 

Denne artikel er en del af Wulff & Partneres magasin SKØNNE HJEM, forår 2022. Læs hele magasinet her!