Sct. Mogens Gade 52, 2. tv., 8800 Viborg

Lev livet i herskabelige rammer i smukke Sct. Mogens Gade

Du har sikkert allerede bemærket den smukke ejendom ”Skansen”, der troner på hjørnet af den snoede, brostenbelagte Sct. Mogens Gade, Viborgs ældste, bedst bevarede og måske også smukkeste gade.
 
Og måske går du med drømmen om en herskabelig ejerlejlighed med en overdådighed af plads og æstetiske detaljer, midt i det gamle Latinerkvarter i Viborg, hvor udsigten til Nørresø og over tagene på de gamle, smukke bygninger i Domkirke-kvarteret blander sig med byens puls på Nytorv, Borgvolds grønne oase og Viborg-søernes ro.
 
Den drøm har du nu mulighed for at udleve i denne smukke ejerlejlighed i ”Skansen”. Her mellem atmosfærefyldte, bevaringsværdige bindingsværkshuse og brostensbelagte baggårde blev ejendommen ”Skansen” opført i 1916 af arkitekt og bygmester Aage Paludan, der har sat sit præg på Viborg med for eksempel Jutlandia på Sønæsvej og samtlige villaer i Fredensgade. Men den ejendom, Aage Paludan huskes bedst for, er nok ”Skansen” på Sct. Mogens Gade 52.
 
Den særlige, herskabelige stemning anslås allerede, når du træder ind ad den smukke fordør i mahognitræ og følger den svungne trappeopgang med smukke detaljer som terrazzogulv og stukkatur op til lejligheden på 2. sal. Op til de 174 kvadratmeter og følelsen af at have taget de første skridt op til et liv højt hævet over Domkirkekvarterets tage og måske også hævet over dine forestillinger om, hvordan det føles at træde ind i de smukke rum fyldt med 105 år gammel æstetik og boligsjæl.
 
For du vil sikkert hurtigt bemærke den nærmest Hammershøi’ske stemning, der breder sig i lejlighedens højloftede rum, hvor lyset vælder ind ad de sprossede vinduer, suppleret af originale detaljer som smukke fyldningsdøre med messinghåndtag og guldstrøg, udskårne fodlister, brede karme, buede linjer, anretterskabe og karnap.
 
Du bydes indenfor i en hyggelig entré, der fordeler til et køkken med god bord- og opbevaringsplads, lille spiseplads, adgang til bagtrappe ned til gårdhaven og mulighed for at nyde udsigten til Nørresø, mens du f.eks. renser grøntsager i køkkenvasken.
 
Lejligheden er fra den tid, hvor gæstebud var adskilt fra de private gemakker, og lejligheden er derfor udstyret med to toiletter. Ved siden af køkkenet finder du et gæstetoilet med vaskefaciliteter.
 
Lejligheden byder derudover på hele tre charmerende stuer en suite. Én eller flere af stuerne kan også anvendes som værelser, hjemmekontor etc. Den ene stue har udgang til hyggelig, rund karnap, som er oplagt som plads til at nyde stilheden, udsigten over tagene i Domkirkekvarteret og til Domkirkens spir og til fordybelsen i en god bog. Fra en anden stue er der udgang til altan, hvor I kan nyde følelsen af at være højt hævet over byens tage og udsigten til Nørresø og nyde den første kop morgenkaffe, mens solen stiger op over søen og byens tage.
 
Fra stuerne træder du ind i en lille gang, der fordeler til to værelser med skabe samt et badeværelse med bruseniche og toilet.
 
Lejligheden er del af en velfungerende ejerforening, som sammen nyder den store gårdhave, der er tilknyttet ejendommen og bl.a. byder på græsplæne, hyggekroge, trampolin, terrasser, buske, træer, mulighed for at tørre vasketøj m.m. I kan derfor stadig nyde alle glæderne ved at have muligheden for nemt at kunne trække udenfor, søge luft og skygge på varme dage og lade børnene lege ude i haven året rundt, selv I bor midt i byen.
 
Til lejligheden hører loftrum, kælderrum, garage og en udendørs parkeringsplads. Der er i ejerforeningen desuden adgang til gæsteværelse med 2 sengepladser og eget toilet.
 
Lad Wulff & Partnere byde dig indenfor i denne herskabelig ejerlejlighed midt i det gamle Latinerkvarter i Viborg. Vi er ejendomsmæglere i Viborg.

Kontakt os

Kontakt os

Bestil fremvisning

Bestil salgsmateriale

ANDRE KUNDER HAR OGSÅ SET