Fem ting, som du bør undersøge, inden du køber drømmeboligen

Fuglehus

Du har lige fundet drømmeboligen. Den har den rigtige pris, beliggenhed og størrelse. Boligens stil er lige i øjet, og du har i tankerne allerede indrettet stuen, fordelt børneværelserne og planlagt den kommende sommerfest i haven. Alt ser perfekt ud. Men er det nu også det?

Inden du skriver under på købsaftalen på din – måske – kommende drømmebolig, er der nogle ting, som du bør undersøge. Derved undgår du at stå med nogle ubehagelige overraskelser, efter du har overtaget boligen. Og i nogle tilfælde er det overraskelser, som du som boligejer måske ikke selv kan gøre meget for at ændre på.

Her kan du læse Wulff & Partneres gode råd til, hvad du som boligkøber bør undersøge, så du på sigt undgår at købe ’katten i sækken.’:

Lokalplaner: Måske overvejer du at bygge til, få solceller på taget eller inddrage loftet til beboelse. Måske er der planer om kontor- eller industribyggeri på din vej. Der kan være mange begrænsende eller uforudsete ting i lokalplanerne eller som servitutter på grunden. Tjek derfor lokalplan og servitutter for matriklen. Du kan for eksempel se gældende lokalplaner for Viborg Kommune her.

Oversvømmelse: En grund i et skrånende terræn er jo ofte charmerende. Men det kan samtidig øge risikoen for oversvømmelse. Skråner jorden ind mod huset, og er der samtidig flisebelægning, hvor vandet ikke kan trænge ned i jorden, er der risiko for, at regnvandet løber direkte ind i huset ved kraftige regnskyl. Du skal også være opmærksom på, om området, som boligen ligger i, er i fare for oversvømmelse, f.eks. ved utilstrækkelig kloakering eller fra nærliggende søer og åer. Du kan tjekke risikoen for oversvømmelse ved netop din drømmebolig på her.

Støj: De fleste er nok klar over, at der alt andet lige er mere støj i større byer og i områder med megen trafik. Hvis du er faldet pladask for en charmerende villa tæt på den gode folkeskole, job og jeres bedste venner, kan du måske let tænke, at den nærliggende motorvej sikkert ikke betyder så meget, når I lige vænner jer til den. Men undersøg alligevel, hvor meget støj der er ved din nye adresse ved at tjekke geodata.

Fjernvarme: Mange steder er der tilslutningspligt til et bestemt fjernvarmeværk. Du kan derfor ikke altid selv vælge, hvilken opvarmningsform du vil anvende. I salgsopstillingen vil varmeudgiften være angivet. Men det er en god idé at undersøge, om der er tilslutningspligt til et bestemt fjernvarmeværk, og hvad fjernvarmeprisen er, inden du køber bolig. Du kan spørge din ejendomsmægler om vilkårene og priserne for netop din drømmebolig. Eller kontakte kommunen eller det lokale fjernvarmeværk.

Grundejerforening: Måske drømmer du allerede om at male dit hus lyseblåt eller udskifte tegltaget med stråtag. Men selv om du ejer dit hus, er der ikke altid frit slag. Der kan nemlig være både forskellige servitutter i grundejerforeningen, der bestemmer, hvordan fællesarealerne skal indrettes, eller specifikke regler for husenes udseende. Det er derfor en god idé at undersøge, om der er en grundejerforening, om der er medlemspligt, og om der er nogle bestemmelser, som måske vil være et problem for dine ønsker og planer for din drømmebolig.

Tilbage